Forord til afhandlingen

Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip.

 

I 1633 blev Galileo Galilei af inkvisitionen i Rom fundet ”voldsomt mistænkelig for kætteri” og blev tvunget til at afsværge sin tilslutning til det kopernikanske, heliocentriske verdensbilllede, som sagde, at jorden kredsede om solen og ikke omvendt. Tidligere havde Galileo selv set Jupiters ”måner” kredse om Jupiter, - altså en kredsen omkring noget, der ikke var jorden.

    Når vi i dag ser tilbage på hændelsen, så fremgår det, at nogle af datidens magthavere, her Den Katolske Kirke, åbenbart følte sig så truet af kendsgerninger, at man valgte at bruge magt fremfor at indgå i en åben diskussion om sand virkeligheds beskaffenhed. I vor tid har Pave John Paul II erkendt, at Kirken begik en fejl.

 

 

 

 

 

Afhandlingen ”Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip” siger (konstaterer) principielt tre ting.

I.              at mennesket er underkastet den klassiske fysiks love

II.            at mennesket er underkastet kvantefysikkens love og

III.           at bevidst liv er en konsekvens af, at mennesket adlyder Paulis udelukkelsesprinicip.

Afhandlingen bygger på kendsgerninger. Der er således ikke tvivl om, at vi som mennesker er underkastet den klassiske fysiks love (I), f.eks. faldloven. Der er heller ikke tvivl om, at konstruktionen af vores nervesystem sammenfalder med den kvantemekaniske beskrivelse af en elementarpartikels valg mellem to muligheder (II). Og endelig er der ikke tvivl om, at vi har en for - og en bagside, der ifølge afhandlingen karakteriserer individer med den bevidsthed, der er en direkte følge af såkaldt orthosammensætning af ”TO” med samme tidsretning (III). Jeg erindrer i den forbindelse om, at der ifølge fysikken grundlæggende findes to byggesten i denne verden, nemlig elementarpartikler og deres antipartikler. Heraf følger, at jeg ved at ligne mennesket ved en sammensætning af disse TO har tildelt mennesket alt, hvad der kan tildeles.

 

Afhandlingens form og indhold er bestemt af afhandlingens projekt, nemlig at se mennesket som en konsekvens af naturlove. Det bør ikke lægges mig til last, at jeg har kunnet gøre dette med så enkle midler, at min rolle kan minde om barnets i eventyret om Kejserens nye klæder. Når det er sagt har det været afgørende for mig een gang at give Akademisk Råd mulighed for at komme til orde, men rådets medlemmer valgte at anvende den nødudgang eller kattelem, som Københavns Universitet via doktorbekendtgørelsen har udstyret sig selv med. Det kom ikke uventet, for nye verdensbilleder (paradigmeskift) vil møde modstand fra mange af de mennesker, der - mere eller mindre - lever af det gamle. Dertil kommer, at Rådet vanskeligt kunne hævde det modsatte af afhandlingen, da det er en almenmenneskelig erfaring, at vi som mennesker ikke er hævet over naturlovene, tværtimod! Jeg citerer nu Rådets afgørelse, hvoraf fremgår, at Rådet - hvor paradoksalt det end måtte forekomme - finder mig skyldig i ”videnskabeligt kætteri”:

 

”Fakultetets Forskningsstrategiske Udvalgs Forretningsudvalg (FFUF) har behandlet Aage Bergholts doktorafhandling, en monografi med titlen: ”Mennesket og Paulis udelukkelsesprincipper” og indstiller hermed til Akademisk Råd, at afhandlingen afvises under henvisning til doktorbekendtgørelsens § 4, stk. 2, nr. 1. Ifølge denne bestemmelse kan Fakultetet undlade at tage en indleveret afhandling under bedømmelse, hvis det er åbenbart, at doktorgraden under hensyn til afhandlingens form eller indhold ikke kan tildeles.

    FFUF har vurderet, at afhandlingen ikke afspejler det akademiske niveau, som kræves af en doktorafhandling. Hverken form eller indhold lever op til basale naturvidenskabelige eller andre sundhedsvidenskabelige krav - og det er vanskeligt at se den sundhedsvidenskabelige relevans.”

 

Så med Steve Jobs sans for ironi: Here’s to the crazy ones, the misfits, the rebels, the troublemakers …

 

Afhandlingen redegør for, hvad et menneske er, hvad bevidsthed er og hvad evolution er, - naturvidenskabeligt set! Hvad metode angår, så står afhandlingen med valget af fysikeren P.A.M. Dirac som kilde på klippegrund. Heraf fremgår, at udvalgets ”vurdering” ikke blot er usand, men dertil fremstår fuldstændig udokumenteret, hvilket selvsagt kun kan falde tilbage på udvalget selv. Jeg skal beklage, at videnskab, der virkelig gør en forskel – dengang som nu – øjeblikkeligt synes at handle mere om magt end om sandhed.

    Læsere med kendskab til videnskabelig dokumentation vil vide, at videnskabelige teorier ikke kan bevises, kun falcifieres. Det betyder, at en teori består, indtil den en dag vises mangelfuld (falcifieres) og om muligt bliver erstattet af en ny og bedre teori. Tegningen med de firkantede kasser ovenfor repræsenterer tre på hinanden følgende verdensbilleder (videnskabelige teoribygninger). Omkring år 1900 var mange fysikere således af den opfattelse, at de var tæt på at være i mål med deres fags projekt. Men så opdagede Max Planck, at varmestråling udsendes diskontinuert, hvorefter Niels Bohr i 1913 som en af de første indså, at det nye ikke kunne rummes indenfor rammerne af det gamle, den klassiske fysik (I). Der skulle et helt nyt verdensbillede til (II), hvis konsekvenser umiddelbart ikke var til at overse. Men sådan er det per definition, når et gammelt verdensbillede afløses af et nyt. Og som min afhandling redegør for, så er det der, vi er, - igen! For bevidst liv lader sig simpelthen ikke ”behandle” indenfor rammerne af faget fysik (III).

 

Jeg spørger, - for nu at være konstruktiv: hvad skulle Fakultetets Forskningsstrategiske Udvalgs Forretningsudvalg tilbage i 2013 som minimum have gjort?  

 

Eksempel 1:
Følgende er sakset fra afhandlingens ”Abstract”: ” Naturlovene er knyttet til fænomener, ikke til specifikke objekter. Som eksempel kan nævnes tyngdekraften, der er knyttet til fænomenet masse og virker på ethvert objekt med denne egenskab, uanset om objektet er solen, jorden, en sten eller et menneske!

    Afhandlingen ”Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip” fokuserer på fænomenet bevægelsesvalg. Det forhold, at naturlovene som ovenfor anført er universelle og ikke respekterer faggrænser, betyder nemlig, at fænomenet bevægelsesvalg er underkastet de samme kvantemekaniske naturlove og principper uanset om bevægelsesvalget afvikles i en elementarpartikel (fermion) eller i et menneske.”

    Det fremgår, at mine opponenters opgave bestod i at finde ét eksempel, der hævet over enhver tvivl viser, at den anførte tankegang må forkastes. Havde de kunnet det, så var afhandlingen faldet! … Men der findes jo ikke to forskellige tyngdekræfter, i.e. en der trækker i en sten og en anden der trækker i mor-lille, men derimod en og kun en tyngdekraft, da naturlove som anført er universelle og ikke respekterer faggrænser. Det samme gælder de elektromagnetiske love og selvsagt også den lov, der beskriver bevægelsesvalg!  

   

Eksempel 2:

Det fremgår af afhandlingen, at mine opponenter også stod overfor at skulle påvise bevidsthed hos et individ, der ikke har en for - og en bagside (bug og ryg). Jeg har beskrevet dette som et krav, da bevidsthed forudsætter orthosammensætning af TO, dvs. en sammensætning af TO med samme tidsretning. Men heller ikke her magtede FFUF at leve op til minimumskravet, nemlig at levere ét modeksempel, dvs. pege på et individ med bevidsthed, men uden en forside og en bagside.

    Kravene til modeksemplet kan måske umiddelbart virke fremmed på nogle læsere, men som afhandlingen redegør for, så er fænomenet bevidsthed en simpel følge af en såkaldt orthosammensætning af TO, dvs. en sammensætning af TO med samme tidsretning. Og i en sådan sammensætning – dvs. i individer der er således konstrueret – indebærer dette en mulighed for at skelne mellem fortid og fremtid og derfor har de en bagside og forside, eller anderledes formuleret en ryg og en bug. Uden den anatomiske forskel, ingen bevidsthed. Ret beset en fantastisk indsigt i bevidste individers natur!

 

FFUF forspildte sin chance, men måske kan andre gøre brug af min ”førstehjælp til opponenter”. Læs afhandlingen, opsøg referencerne og døm selv.

 

 

 

Afhandlingens kernepunkter er formuleret i et enkelt symbolsprog, hvilket har den fordel, at læseren umiddelbart efter en kort introduktion til symbolsproget er fremme ved afhandlingens to vigtigste kernepunkter, nemlig afsnittene ”Mennesket som dynamisk konfigurationsrum for EN elementarpartikel” (II på tegningen) og ”Paulis udelukkelsesprincip” (III på tegningen). Herfra er læsningen ned ad bakke. 

 

Retslige tvister knyttet til publikation af afhandlingen ”Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip” afgøres i Danmark.

 

© Aage Bergholt december 2013.

 

Abstract til Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip.htm

 

Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip.htm

 

 


Efterskrift

 

Galileo Galilei satte sin kikkert for det ene øje og konstaterede, at noget kredsede om Jupiter og ikke om Jorden. Sådan er videnskaben når den er bedst, for uanset hvad der indtil da var blevet hævdet, så er et fund et fund! Galileo vidste det og hans modstandere vidste det, øjeblikkeligt!

    Tilsvarende gælder, at konstateringen af at det menneskelige nervesystems konstruktion sammenfalder med beskrivelsen af en elementarpartikels valg mellem to muligheder er et fund, vi alle må tage til efterretning. Mennesker, der måtte have haft andre forestillinger, vil blot skulle løfte kaffekoppen med venstre hånd fremfor med højre (eller omvendt) for at erfare, hvad klokken er slået. Dertil skal lægges, at min afhandlings konstateringer passer ind i de ”kasser”, som de skal passe ind i. Paradigmeskiftet er med andre ord en realitet.

 

I afhandlingen lignes mennesket – som konstruktion – ved en sammensætning af et partikel – anti-partikel par. Der gælder, at i orthosammensætninger af TO er der een, som bestemmer (den dominante), medens den anden følger trop. Når du har læst afhandlingen vil jeg bede dig vende tilbage til det, jeg skriver nu. Du kender nemlig dominansen eller det at arbejde under en forskrift fra dit arbejdsliv, hvor vi som mennesker ikke er i tvivl om hvorvidt vi er på arbejde og samler eller alternativt holder fri og spreder. Du vil måske opfatte den sidste sætning som triviel, men jeg kan forsikre dig for, at Niels Bohr ville være blevet svimmel, for han ville øjeblikkeligt have indset, at der ikke er tale om en analogi, men om et eksempel på det der siges i afhandlingen.

 

Hvad det nye verdensbillede vil bringe kan jeg ligeså lidt som andre overskue, men paven i Rom vil kunne glæde sig over, at videnskaben med min afhandling har nået et niveau, hvor visse skriftsteder fremstår som det, de i virkeligheden er, en konsekvens af naturlove.

 

Lad mig slutte dette forord med at give ordet til Steve Jobs: Sometimes life is gonna hit you in the head with a brick. Don’t lose faith! - Those people who are crazy enough to think that they can change the world (for the better) are the ones that actually do!