Forord til afhandlingen

Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip.

 

 

 

 

 

 

Afhandlingen ”Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip” (be)finder principielt tre ting.

 

I.              at mennesket er underkastet den klassiske fysiks love

II.            at mennesket er underkastet kvantefysikkens love og

III.           at bevidst liv er en konsekvens af, at mennesket adlyder Paulis udelukkelsesprinicip.

 

Afhandlingen bygger på kendsgerninger. Der er således ikke tvivl om, at vi som mennesker er underkastet den klassiske fysiks love (afbildet som I på figuren ovenfor), f.eks. faldloven. Der er heller ikke tvivl om, at konstruktionen af vores nervesystem sammenfalder med den kvantemekaniske beskrivelse af en elementarpartikels valg mellem to muligheder (II på figuren). Og endelig er der ikke tvivl om, at vi har en for – og en bagside, hvilket kendetegner individer med bevidsthed, som - ifølge afhandlingen - er en direkte følge af såkaldt orthosammensætning af ”TO”, dvs. en sammensætning af TO med samme tidsretning (III på figuren). Jeg erindrer i den forbindelse om, at der ifølge faget fysik grundlæggende findes to byggesten i denne verden, nemlig elementarpartikler (fermioner) og deres antipartikler. Heraf følger, at jeg ved at ligne mennesket ved en orthosammensætning af disse TO dels tildeler mennesket alt, hvad der kan tildeles, dels bryder afgørende med faget fysik, men - og det er afhandlingens pointe - ikke med naturlovene.

 

Afhandlingens form og indhold er bestemt af afhandlingens projekt, som er at se mennesket som en konsekvens af naturlove. Det bør ikke lægges mig til last, at jeg har kunnet gøre dette med så enkle midler, at min rolle kan minde om barnets i eventyret om Kejserens nye klæder. Når det er sagt har det været afgørende for mig een gang at give Akademisk Råd mulighed for at komme til orde, men rådets medlemmer valgte at anvende den nødudgang eller kattelem, som Københavns Universitet via doktorbekendtgørelsen har udstyret sig selv med. Det kom ikke uventet, for nye verdensbilleder (paradigmeskift) vil møde modstand fra mange af de mennesker, der - mere eller mindre – er rodfæstet i det gamle. Dertil kommer som allerede anført, at Rådet vanskeligt kunne hævde det modsatte af afhandlingen, da det er en almenmenneskelig erfaring, at vi som mennesker ikke er hævet over naturlovene, tværtimod! - Jeg citerer nu Rådets afgørelse:

 

”Fakultetets Forskningsstrategiske Udvalgs Forretningsudvalg (FFUF) har behandlet Aage Bergholts doktorafhandling, en monografi med titlen: ”Mennesket og Paulis udelukkelsesprincipper” og indstiller hermed til Akademisk Råd, at afhandlingen afvises under henvisning til doktorbekendtgørelsens § 4, stk. 2, nr. 1. Ifølge denne bestemmelse kan Fakultetet undlade at tage en indleveret afhandling under bedømmelse, hvis det er åbenbart, at doktorgraden under hensyn til afhandlingens form eller indhold ikke kan tildeles.

    FFUF har vurderet, at afhandlingen ikke afspejler det akademiske niveau, som kræves af en doktorafhandling. Hverken form eller indhold lever op til basale naturvidenskabelige eller andre sundhedsvidenskabelige krav - og det er vanskeligt at se den sundhedsvidenskabelige relevans.”

 

Afhandlingen redegør for, hvad et menneske er, hvad bevidsthed er og hvad evolution er, - naturvidenskabeligt set. Hvad metode angår, så står afhandlingen med valget af fysikeren P.A.M. Dirac som kilde på klippegrund. Udvalgets ”vurdering” er derfor ikke blot usand, men fremstår fuldstændig udokumenteret, hvilket selvsagt kun kan falde tilbage på udvalget selv. Jeg skal beklage, at videnskab, der virkelig gør en forskel – før som nu – øjeblikkeligt synes at handle mere om magt end om sandhed.

    Læsere med kendskab til videnskabelig dokumentation vil vide, at videnskabelige teorier ikke kan bevises, kun falcifieres. Det betyder, at en teori består, indtil den en dag vises mangelfuld (falcifieres) og om muligt bliver erstattet af en ny og bedre teori. Tegningen med de firkantede kasser ovenfor repræsenterer tre på hinanden følgende videnskabelige verdensbilleder (videnskabelige teoribygninger). Omkring år 1900 var mange fysikere således af den opfattelse, at de var tæt på at være i mål med deres fags projekt. Men så opdagede Max Planck, at varmestråling udsendes diskontinuert, hvorefter Niels Bohr i 1913 som en af de første indså, at det nye ikke kunne rummes indenfor rammerne af det gamle, den klassiske fysik (I). Der skulle et helt nyt verdensbillede til (II), hvis konsekvenser umiddelbart ikke var til at overse. Men sådan er det per definition, når et gammelt verdensbillede afløses af et nyt. Og som min afhandling redegør for, så er det der, vi er, - igen! For bevidst liv lader sig simpelthen ikke ”behandle” indenfor rammerne af faget fysik (III).

 

Jeg spørger: hvad skulle Fakultetets Forskningsstrategiske Udvalgs Forretningsudvalg som minimum have gjort?  

 

Krav nr. 1:
Følgende er sakset fra afhandlingens ”Abstract”: ” Naturlovene er knyttet til fænomener, ikke til specifikke objekter. Som eksempel kan nævnes tyngdekraften, der er knyttet til fænomenet masse og virker på ethvert objekt med denne egenskab, uanset om objektet er solen, jorden, en sten eller et menneske!

    Afhandlingen ”Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip” fokuserer på fænomenet bevægelsesvalg. Det forhold, at naturlovene som ovenfor anført er universelle og ikke respekterer faggrænser, betyder nemlig, at fænomenet bevægelsesvalg er underkastet de samme kvantemekaniske naturlove og principper uanset om bevægelsesvalget afvikles i en elementarpartikel (fermion) eller i et menneske.”

    Det fremgår, at Fakultetets Forskningsstrategiske Udvalgs Forretningsudvalgs opgave bestod i at finde ét eksempel, som hævet over enhver tvivl viser, at den anførte tankegang må forkastes. Havde de kunnet det, så var afhandlingen faldet. … Men der findes jo ikke to forskellige tyngdekræfter, i.e. en der trækker i en sten og en anden der trækker i mor-lille, men derimod en og kun en tyngdekraft, da naturlove som anført er universelle og ikke respekterer faggrænser. Det samme gælder de elektromagnetiske love og selvsagt også den lov, der beskriver bevægelsesvalg.

   

Krav nr. 2:

Det fremgår tillige af afhandlingen, at Fakultetets Forskningsstrategiske Udvalgs Forretningsudvalg også stod overfor at skulle påvise bevidsthed hos et individ, som ikke har en for - og en bagside (bug og ryg). Bevidsthed forudsætter nemlig orthosammensætning af TO, dvs. en sammensætning af TO med samme tidsretning, fra fortid (ryg) til fremtid (bug), idet tidsretningen må antages fastlagt allerede på konceptionstidspunktet. Men heller ikke her magtede FFUF at leve op til minimumskravet, nemlig at levere ét modeksempel, dvs. pege på et individ med bevidsthed, men uden en forside og en bagside, der som anført er en følge af orthosammensætning.
    Fakultetets Forskningsstrategiske Udvalgs Forretningsudvalg har ikke leveret og står derfor overfor at skulle besinde sig på ligheder mellem arter, der ikke er nært beslægtede, men som er i besiddelse af bevidsthed. … Måske vil det bidrage til Udvalgets forståelse at problematisere det indlysende, som er, at naturen (humanbiologien) har favoriseret individer med bevidsthed fremfor individer med et øje i nakken. Eller sagt med andre ord: naturen har favoriseret sammensætning af TO med samme tidsretning (orthosammensætning) på bekostning af sammensætning af TO med modsat tidsretning (parasammensætning).

 

 

 

Afhandlingens kernepunkter er formuleret i et enkelt symbolsprog, hvilket har den fordel, at læseren umiddelbart efter en kort introduktion til symbolsproget er fremme ved afhandlingens to vigtigste kernepunkter, nemlig afsnittene ”Mennesket som dynamisk konfigurationsrum for EN elementarpartikel” (II på tegningen) og ”Paulis udelukkelsesprincip” (III på tegningen). Herfra er læsningen ned ad bakke. 

 

Retslige tvister knyttet til publikation af afhandlingen ”Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip” afgøres i Danmark.

 

© Aage Bergholt december 2013.

 

Abstract til Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip.htm

 

Mennesket og Paulis udelukkelsesprincip.htm

 

 

Efterskrift

 

Galileo Galilei satte sin kikkert for det ene øje og konstaterede, at Jupiters måner kredsede om Jupiter og ikke om Jorden. Sådan er videnskaben når den er bedst, for uanset hvad der indtil da var blevet hævdet, så er et fund et fund! Galileo vidste det og hans modstandere vidste det, øjeblikkeligt!

    Tilsvarende gælder, at konstateringen af at det menneskelige nervesystems konstruktion sammenfalder med beskrivelsen af en elementarpartikels valg mellem to muligheder er et fund, vi alle må tage til efterretning. Mennesker, der måtte have haft andre forestillinger, vil blot skulle løfte kaffekoppen med venstre hånd fremfor med højre (eller omvendt) for at erfare, ”hvad klokken er slået”. Dertil skal lægges, at min afhandlings konstateringer passer ind i de ”kasser”, som de skal passe ind i. Paradigmeskiftet er med andre ord en realitet.

 

I afhandlingen lignes mennesket – som konstruktion – ved en sammensætning af et partikel – anti-partikel par (se afhandlingens Abstract). Der gælder, at i orthosammensætninger af TO er der een, som bestemmer (den dominante), medens den anden følger trop. Når du har læst afhandlingen vil jeg bede dig vende tilbage til det, jeg nu skriver. Du kender nemlig dominansen eller det at arbejde under en forskrift fra dit arbejdsliv, hvor vi som mennesker ikke er i tvivl om hvorvidt vi er på arbejde og samler eller alternativt holder fri og spreder. Du vil måske opfatte dette som trivielt, men Niels Bohr ville være blevet svimmel, for han ville have indset, at der ikke er tale om en analogi, men om et eksempel på det, der siges i afhandlingen.

 

Jeg kan i dag være lidt i tvivl om, hvor godt det år tilbage lykkedes mig at fremstille afhandlingens overordnede budskab, som er, at hvis ikke vi formår at balancere vore valg, så vil vi få svært ved at se os selv i den virkelighed, der uvægerligt vil blive disse valgs konsekvens: overbefolkning, ressourceoverforbrug og miljøødelæggelse. Problemerne er blevet behandlet indgående af rigtig mange, blandt andet under overskriften ”Grænser for vækst”, ulykkeligvis uden den store effekt. Selv er jeg endt med at være af den opfattelse, at en egentlig løsning forudsætter, at vi naturvidenskabeligt ny-forstår os selv. Vor tids krav til naturvidenskaben bliver derfor, at den overgår sig selv og byder ind på helheden, alene i respekt for det, vi ved virker. Fakultetets Forskningsstrategiske Udvalgs Forretningsudvalg vil i den sammenhæng stå overfor at skulle besinde sig på det faktum, at hvis den virkelighed, vi ved virker, skal respekteres, så er der ikke flere bud på en naturvidenskabelig ny-forståelse af os selv, men et og kun et, nemlig det afhandlingen redegør for.